QUICK GUIDE - modtagelse / montering / information omkring egetrægulve:
QUICK GUIDE:
Før du modtager massive trægulve:
Rummet skal være lukket med døre og vinduer, og alt arbejde med materialer indeholdende vand skal være afsluttet.
Der må ikke forefindes byggefugt.
Rummets temperatur skal være konstant, og ligge mellem 18o-25oC.
RF (relativ fugtighed) skal ligge mellem 35-65%
Gulvet skal være rent og tørt, og gulvfladen må ikke afvige mere end +/-2 mm , målt med en retholt over 2 meter.
Ved modtagelse af massive trægulve:
Emballage rundt om træplankerne/gulvbrædderne må ikke brydes.
Gulvet skal hurtigst muligt placeres i de rum hvor det senere skal lægges. Gerne i bundter, således at en optimal akklimatisering og luftning kan finde sted.
Massive gulve må ikke placeres udendørs eller i fugtige lokaler for opbevaring.
Anbefalet tid for akklimatisering er minimum 8 dage.
Hvis der konstateres skader på leverede produkter, skal dette omgående skriftligt meddeles Inpro A/S på e-mail post@inpro.dk med foto som dokumentation.
Evt. reklamationer skal altid ske inden nedlægning. Reklamationer efter nedlægning vil blive afvist. Det betyder, at monterede planker/brædder er godkendt af montør.
Evt. skader samt skadernes omfang skal noteres på fragtbrev.
Gulvplanker leveres med et fugtindhold på 9% +/-2%.
Ved montage:
Gulvbrædder/planker der monteres, skal blandes fra flere bundter, for at opnå ensartethed på gulvfladen. Hold en afstand på stødsamlinger, rækkerne imellem, på minimum 30 cm. - dette giver det pæneste slutresultat.
Montering af massive trægulve på beton ved lime metoden:
Betongulvet skal inden montage påbegyndes, måles for fugt. Max restporefugt 65%.
Inpro A/S anbefaler altid at prime betongulve inden montering af trægulvet. Følg leverandørens anvisning.
Brug en MS lim, som dels er fleksibel, fugtbremsende og hurtighærdende. Der skal altid monteres fugtbremse, hvor der ér, eller kan forekomme fugt og dampe.
Påfør limen med en tandspartel på et ikke større område end at Du overholder limens monteringstid.
Til alle massive egetræsgulve fra www.trægulvet.com anbefaler vi et forbrug på 1 l./m2. Dermed sikres en fuldklæbning, som dels har optimal styrke, men som også har optimal lydkomfort.
Hold afstand til vægge m.m. på ca. 15 mm, og altid minimum 10 mm. Gældende regel ér, at afstanden skal være 1,5 mm pr meter gulvflade.
Det udlagte gulv skal hele tiden belastes, således gulvplankerne til enhver tid har fuld kontakt med lim/beton, og må ikke fjernes før limen er hærdet.
Montering af massive trægulve på strøer ved skrue metoden:
Max afstand mellem strøer er 60 cm. - målt fra centrum til centrum af strøerne.
Ved vægge skal der altid monteres et hjælpe spær.
Der skal monteres fugtspærre alle steder hvor der ér, eller kan forekomme, fugt- eller dampopstigning.
Fugtindhold bør være den samme som fugtindhold i det trægulv som skal monteres.
Endestød må kun forekomme på samme strø, hvis der er minimum en række gulv imellem.
Brædder fastgøres med ca. 50 mm monta-flex skruer i en skrå vinkel i fersiden. Der skal altid forbores i såvel planke som strø. Der skrues i en vinkel på 45-60 grader.
Første og sidste bræt/planke skrues fra oven ca. 20 mm fra væg.
Afstand til væg m.m. skal altid være minimum 15 mm, således gulvfladen kan variere alt efter årstid /fugt.
Montering af massive trægulve på pladegulve:
Montering kan ske ved fuldlimning eller med søm/skruer.
Pladegulvet skal være jævnt og stabilt og bestå af f.eks 22 mm gulvspånplader, som er limet i fer og not.
Om massive trægulve og fugt:
Træ ”arbejder” ved fugtvariationer. Det er en helt naturlig del af oplevelsen og glæden, ved et massivt trægulv.
Hvis man ikke kan acceptere mindre revnedannelser, skal man ikke vælge et massivt trægulv.
Revnedannelser vil typisk være størst om vinteren, da luften her er mest tør.
På samme måde skal man ved massive gulve, kunne acceptere mindre vindridser, som er små revner i træets længderetning, opstået ved bevægelser i fundament, ved hurtige varme/kulde skift, eller grundet manglende styring af f.eks. klimaanlæg.
Massive trægulve og gulvvarme.
Ved kombination af gulvvarme og massive trægulve, skal der være styring på temperaturen. Det vil sige en max. fremløbstemperatur på 32oC, eller en overfladetemperatur på undergulvet på max. 27oC.
Ved gulvvarme vil der typisk ske en større udtørring af gulvbrædderne/plankerne, hvorfor svindrevner helt naturligt bliver større.
Desuden skal man regne med, at jo bredere planker, jo større svindrevner.
Efterbehandling og pleje:
De fleste plankegulve leveret af Inpro A/S er olie- eller lakbehandlede.
Fra fabrikken er der brugt Woca træolier (også kendt under navnet TripTrap).
Derfor kan alle gulve behandles, genbehandles eller plejes med produkter fra TripTrap som kan købes hos Inpro A/S eller hos de fleste byggemarkeder.
Alt info omkring behandling og pleje af Trip Trap produkter kan hentes her http://www.triptrapwoodcare.dk/teknisk-service
Her kan du også finde videoer, som viser diverse fremgangsmåder på behandling og pleje.
Massive trægulve skal ALTID behandles med enten lak eller olie.
Dilatationsfuge:
Skal udføres hvis gulvfladens bredde (målt på tværs af plankerne) overstiger 8 m, eller gulvfladens længde (målt på langs af plankerne) udgør mere end 12 m.